fbpx

Det bedste ved mit job er at vinde sagerne

Denne artikel indgår i en portrætserie, hvor vi introducerer folkene omkring Foreningen Dike. Her skal vi møde advokat Maria Kiesbye Damborg, som har været med helt fra begyndelsen.

Efter universitetet arbejdede jeg som advokatfuldmægtig på et større advokatkontor i Herning, hvor jeg blev uddannet som erhvervsadvokat. På et tidspunkt fik jeg en sag ind, der handlede om spørgsmålet om, hvem der skal anses for at være arbejdsgiver i en borgerstyret personlig assistance ordning i forhold til et lønmodtagerkrav om godtgørelse efter ligebehandlingsloven. Jeg førte, og vandt, sagen i byretten, og forberedte sagen i landsretten, hvor min daværende principal mødte i sagen og vandt den. Den er i dag trykt i Ugeskrift for Retsvæsen.

Efter at have vundet sagen, blev jeg kontaktet af John Hansen, som er direktør for BPA Pro Team. Han manglede en advokat til bl.a. at hjælpe sig med at køre sager om borgerstyret personlig assistance igennem det administrative system i kommunerne og Ankestyrelsen. Da John oprettede Foreningen Dike 2017, rykkede jeg med herover.

Dagens ret: ”Slævesild”

På papiret har vi i Danmark et system, hvor vi er rigtig gode til at tage os af hinanden. Hvis man kommer ud for en ulykke og brækker ryggen, så giver lovgivningen én rettigheder, som gør at man i teorien kan få et liv på den anden side af ulykken.

I realiteten er der desværre langt mellem lovgivningens prisværdige intentioner og den virkelighed, der møder rigtig mange handicappede. Det får mig til at tænke på fattigmandsretten ”slævesild”, hvor man i gamle dage slæbte en syltet sild henover det bare brød for at afgive lidt smag.

Lovgivningen siger, at man som handicappet har ret til personlig autonomi og uafhængighed, herunder frihed til at træffe egne valg, så man kan leve et fuldt liv. I den virkelighed jeg møder dagligt, har silden dog kun lige akkurat rørt brødet.

Årelange kampe med kommunen

Folk kæmper nogle gange i årevis for at få den hjælp, som de har ret til, og de afledte konsekvenser for de berørte familier er katastrofale. Skilsmisseprocenten for familier berørt af handicap er tårnhøj, og folk får stress og andre overbelastningssymptomer. Den oplevelse, det er at blive mødt med mistro og modstand fra kommunen, der jo egentligt skulle hjælpe, påvirker folks livskvalitet ekstremt negativt, nogle gange værre end den oprindelige ulykke eller handicap.

Der er desværre langt imellem teori og praksis, når det kommer til handicapjura, hvilket underbygges af kommunernes tårnhøje omgørelsesprocent på handicapområdet. Det betyder i realiteten, at retssikkerheden indenfor mit område er voldsomt under pres.

Projektorienteret

Jeg arbejder for at bygge bro mellem teori og praksis. I Foreningen Dike kører vi vores sager under forskellige projekter, som har fokus på f.eks. særlige handicapgrupperinger, paragraffer eller virkemidler. Et af vores større projekter handler om overgangen fra barn til voksen. Når unge med handicap fylder 18 år og dermed teknisk set overgår fra barn til voksen, så bliver de nulstillet rent bevillingsmæssigt. Det betyder konkret, at familierne skal starte helt forfra med at søge om hjælp. Det burde give sig selv, at behovet for hjælp jo ikke bortfalder fra den ene dag til den anden, bare fordi barnet er fyldt 18 år. Der er alligevel RIGTIG mange, der får problemer i overgangen mellem børne- og voksenbestemmelserne i serviceloven, så jeg har nok at se til.

Handicapforeningerne kommer til kort

De mange sager, vi har kørt, har givet os hos Foreningen Dike en specialistviden, som desværre er ret unik. Jeg kan konstatere, at folk har brug for vores hjælp, også selvom de allerede er medlem af en relevant handicapforening. Det siger nok noget om, at socialretten indenfor handicapområdet er et mere komplekst juridisk stofområde, end man kunne ønske sig, og at de fleste handicapforeninger ikke ser sig i stand til at føre de sager for medlemmerne, som der reelt er behov for.

Tabersagerne tester grænserne

Vores sager er oftest ekstremt komplicerede, som hele borgerstyret personlig assistance området jo er, men vi vinder alligevel ganske ofte. Vi har en stor vinderprocent på trods af, at vi også nogle gange tager sager, som vi VED, vi ikke kommer til at vinde 100 %, alene for at teste, hvor grænserne går i nogle få og afgrænsede juridiske problemstillinger.

Selvom vi måske tabte sagen, så ved vi nu til en anden gang, at Ankestyrelsen f.eks. vurderer, at rengøring efter en udfaldet stomipose hører til under serviceloven og ikke sundhedsloven, som kommunen måske har påstået – så der er faktisk en lille sejr i det alligevel, for den viden kan vi bruge i næste lignende sag.

Det værste og det bedste er det samme

Det bedste ved mit job er at vinde sagen, for det er jo folks liv og skæbner, der er i spil. Det er sådan set også det værste: At der er så utroligt meget på spil.

Jeg skal passe på, at jeg holder en vis professionel distance til mine sager, for jeg kan jo ikke hjælpe nogen, hvis jeg ikke får min nattesøvn, fordi jeg ligger og vender og drejer mig over al den uretfærdighed. Det er bedst for alle parter, hvis jeg møder op på kontoret og er veludhvilet og knivskarp:

Så må vi jo kæmpe os til den retfærdighed, folk har ret til, når vi nu ikke får den foræret!

 

X
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Skriv dig op til vores nyhedsbrev og få nyt fra Foreningen Dike direkte til din indbakke